Efter at have været i skolen i næsten syv uger, tænker jeg, at det er ved at være på tide at fortælle lidt om det. Jeg startede i skolen halvanden uge efter min ankomst, og det var noget jeg både havde glædet mig til og var rigtig nervøs for. Jeg vidste ikke meget om teenagekulturen eller skolerne i Brasilien, før jeg kom, men jeg havde nogle stereotyper om privatskolebørn (som heldigvis viste sig ikke at være sande). Jeg er også en person, der aldrig rigtig har kunnet lide eller passet ind i skolesystemet, så jeg var lidt nervøs for at kede mig eller føle mig fanget i skolen her ligesom derhjemme.

Ærligt talt har det dog været så meget bedre, end jeg nogensinde havde forventet, og selvom det ikke er min yndlingsting i verden at vågne kl. 5 hver dag, så glæder jeg mig næsten til at tage afsted.

Vi er fem børn i min bygning, som går på samme skole, og forældrene skiftes til at køre os alle sammen. En af pigerne, Lara, går i samme klasse som mig, og mine forældre arrangerede, at vi mødtes et par dage før, jeg startede, så jeg kendte mindst én person. Hun hjalp også med at oversætte og alle de praktiske ting i starten.

Selve skolen er så meget større end nogen anden skole, jeg nogensinde har gået på. Colegio Antonio Vieira har 5000 elever fordelt på gymnasiet og grundskolen: Vierinha. I forhold til det havde min skole i Danmark kun omkring 900 elever, og det var stort for mig. Det er en privatskole, hvilket betyder, at der er mange over/middel- og overklassebørn, men der er også mange, der går der på stipendier. Det er også en kristen skole, selvom jeg endnu ikke har set noget virkelig religiøst bortset fra kirken og kapellerne, som virkelig få personer bruger.

Skolen starter kl. 7 her, og selvom det kun tager 10 minutters at køre dertil, tager vi af sted omkring kl. 6.15 for at undgå trafikken fra 5000 forældrer. Det betyder, at jeg normalt vågner omkring 5.15-5.30, og det krævede bestemt lidt tilvænning.

Den første dag vågnede jeg efter næsten ikke at have sovet på grund af nerver og tog min uniform på, som blot består af en hvid T-shirt med logo og leggins eller “normale bukser”, som jeg måtte låne af min værtssøster, da mine åbenbart ikke kan kategoriseres som det. Det er ikke en dårlig uniform, og jeg forstår godt, hvorfor de har dem, men jeg må indrømme, at jeg lidt savner at gå i mit eget tøj og endda se andre udtrykke sig med deres egen stil.

Min mor og søster tog begge med mig til kontoret den første dag for at få det hele ordnet. Her mødte vi en lærer ved navn Isabel, som tilfældigvis var den lærer min klasse havde i den første periode. Hun var super imødekommende og sagde en masse venlige ting til mig, som jeg ikke forstod et ord af, for jeg talte ikke så godt portugisisk endnu, men min søster hjalp med oversættelsen. Hun påtog sig også at vise mig vej til klassen og introducere mig, hvilket betød, at hun tog mig under armen og slæbte mig gennem det hav af elever, som pludselig fandt mig meget interessant.

Jeg tror aldrig, jeg har nogensinde oplevet noget lignende, hvor folk bogstaveligt talt overalt omkring mig forsøgte at få min opmærksomhed, og alle talte på én gang og stillede spørgsmål om mig, mit land og hvad jeg syntes om Brasilien indtil videre. Ærligt talt var det lidt overvældende, men det var helt sikkert også en glædelig velkomst, og alle var super søde til at hjælpe, svare på spørgsmål og vise mig rundt.

Skolen her er meget anderledes, end jeg er vant til, og der har helt sikkert været nogle kulturchok både for mig og mine venner, når vi taler om det.

Her har vi skole fra 7-12.30 de fleste dage, som består af 6 klasser af 50 minutter. I virkeligheden varer undervisningen dog kun omkring 30 minutter, fordi folk kommer for sent, vi skal have projektoren og mikrofonen til at virke (ja, lærerne bruger mikrofoner, fordi klasserne har omkring 40-50 elever), navneopråb og nogle gange giver testresultatet tilbage.

Nogle af fagene her er også anderledes. I Danmark har vi ofte mulighed for at vælge noget af vores fag, men her har alle alt, hvilket betyder, at jeg pludselig har kemi og biologi for første gang siden mellemskolen. Nogle af fagene er endda delt i to, så vi har to slags matematiktimer, to slags fysiktimer og to slags portugisisktimer. Laboratoriearbejdet er også et fag for sig i stedet for at være indarbejdet som i Danmark. For mig er det lidt sjovt at have alle fag for at kunne se forskelle og ligheder, men det kommer på bekostning af nogle af de kreative og mere specifikke fag, vi har i Danmark, som jeg savner lidt.

Om mandagen har vi idrætsundervisning, hvor man skal vælge mindst en sport i skolen eller udenfor skolen. Jeg valgte volleyball, som jeg er rigtig glad for, selvom jeg ikke ligefrem er god til det, men det er rart at kunne det basale, da jeg aldrig havde spillet før, og alle her spiller hele tiden.

Om onsdagen har vi også undervisning om eftermiddagen, men det er valgfag, hvor man skal vælge en faggruppe. Her valgte jeg geografi, sociologi og historie, fordi det var rigtig interessant for mig at lære mere om disse fag fra en brasiliansk synsvinkel. For eksempel studerer vi anden verdenskrig i historie lige nu, et emne jeg har studeret meget i Danmark, men det er fra en helt anden synsvinkel, og det fokuserer på nogle lande og begivenheder, jeg vidste intet eller meget lidt om før.

Selvfølgelig er der også den lille detalje med, at meget få af professorerne kan tale engelsk, og at alt undervisning er på portugisisk. I starten forstod jeg næsten ikke noget, men heldigvis talte mange af min klassekammerat godt engelsk og var klar til at hjælpe. Med tiden er det også blevet meget bedre, og nu kan jeg endda selv tale med professorerne, når jeg vil spørge om noget. Jeg taler stadig meget engelsk med mine venner i skolen, for det er virkelig svært at forstå portugisisk, når der er meget larm, og alle taler hurtigt og på samme tid, men jeg prøver. Nu er jeg også i stand til at tale med de mennesker, der ikke taler engelsk, hvilket er virkelig fantastisk.

Alt i alt har både lærere og elever været rigtig søde og imødekommende over for mig, og Isabel gav mig endda en gave med slik fra Bahia og nøgleringe og clips, som jeg har puttet på min Rotary blazer.

Ærligt talt havde jeg aldrig troet, at det ville være så nemt at få venner, men det føles som om, at alt jeg skal gøre er at stå et sted, og nogen vil komme og tale med mig. Som du kan se på billederne, er det ikke ligefrem svært at finde mig i mængden, og alle er virkelig nysgerrige. Alligevel har jeg en gruppe af tættere venner – en meget stor gruppe – som jeg hænger mere ud med i og efter skole og går til fester med.

Her er rigtig mange fester, og der er både ligheder og forskelle i forhold til det, jeg er vant til i Danmark, men det vil jeg komme mere ind på i et senere indlæg. Jeg kan dog roligt sige, at det er meget sjovt, og alle har været søde til at invitere mig til poolfester, fødselsdage, normale fester og bare hyggeaftener – også de mennesker der stadig ikke kender mig så godt.

Teenagekulturen er også en smule anderledes her, hvilket jeg også forventede, men især nu med sociale medier og en mere globaliseret verden, tror jeg, at der er mange ting, teenagere over hele verden har til fælles. Måske er det bare på grund af de mennesker, jeg omgiver mig med, men min vennegruppe her minder mig faktisk lidt om mine venner derhjemme, og nu har jeg også fundet mine marvel nørder, rockfans, kunstnere og gays her.

Bortset fra det hænger jeg nogle gange ud med venner bare ved at gå ture, tage shoppingcenteret eller i biografen, og med den lange ferie her om lidt, har vi planlagt en masse strandture og meget mere. De to gange om ugen, hvor vi har undervisning om eftermiddagen, har vi også 1,5 eller 2 timers frokostpause, så enten går vi ud i byen og spiser på restaurant eller også bringer/bestiller vi mad og spiser alle sammen på skolen, mens vi lytter til musik, snakker og nogle gange spiller spil.

I skolen er der også en masse klubber og fritidsaktiviteter som videnskabsmesser, sportshold og en klub for miljøet. Især Avla, den kreative klub, har mange medlemmer i min klasse og vennegruppe. Det dækker seks mindre grupper: musik, kunst, teater, dans, fotografi og poesi/skrivning. Indtil nu har jeg set præsentationer fra både teater, dans, poesi og musik, og det er helt utroligt, hvor meget folk her støtter hinanden og hepper på hinanden under forestillingerne. Efter nytår håber jeg på at kunne blive en del af musik- og teaterklubben, men vi må se, hvordan det går.