Oktober var fyldt med så mange nye og fantastiske ting, at jeg ikke engang ved, hvor jeg skal starte. Tingene her begynder at føles som hverdag, og jeg har fundet en rutine, selvom den stadig indeholder for mange forskellige ting til at være kedelig. Mit portugisisk er nået dertil, hvor jeg ikke længere føler, at jeg er helt afhængig af andre mennesker eller min telefon, og efterhånden kan jeg have samtaler ret naturligt. Jeg er virkelig gladere her, end jeg selv havde turdet håbe på at være, og hver dag er jeg taknemmelig for, at jeg var så heldig at få en så god by, familie, skole, klasse, vennegruppe og alt muligt.

Oktober har som sagt været en begivenhedsrig måned, og det eneste sted jeg kan starte er i begyndelsen.

Den 2. oktober var første runde af det brasilianske valg. Jeg vidste ikke ret meget om brasiliansk politik, før jeg kom hertil, men det har været super interessant at se, hvordan det fungerer, og især ved dette valg, hvor landet er så splittet. Situationen minder mig næsten om det amerikanske valg i 2020. De to hovedkandidater er Bolsonaro: en yderst højrefløjspolitiker, som også er den nuværende præsident, og Lula, der er mere venstreorienteret og en tidligere præsident, der desværre blev afsløret for at være ret korrupt. Hele min familie på begge sider elsker Bolsonaro, og det samme gør meget af den ældre og rigere befolkning. Min søster er den eneste i familien, der foretrækker Lula (eller faktisk foretrækker ingen, men ser Lula som den mindst forfærdelige mulighed), og det samme gør mange af mine venner sammen med mange yngre personer og arbejderklassen. Her kan folk stemme fra 16 år og det er lovpligtigt fra 18 år, så mange af mine venner på skolen er virkelig involverede og snakker meget om politik.

Ved første runde tog jeg med min søster, da hun skulle stemme – både for at se hvordan det fungerer, og for at fungere som hendes undskyldning for at komme hurtigere derfra. De har brug for folk til at arbejde på valgstederne, og disse personer er udvalgt tilfældigt, så vores aftale var, at hvis nogen spurgte, var jeg 15 år, talte ikke et ord portugisisk og kunne bestemt ikke være alene, så hun kunne ikke blive.

Det var interessant at se alt, men til tider også lidt overvældende at se, hvor seriøse og til tider vrede folk blev. Jeg kan dog godt lide politik, og min far (som også elsker at tale om det) havde fra begyndelsen lovet, at vi ville diskutere det, når jeg kunne tale bedre portugisisk – et mål jeg nu har nået. Vi er bestemt ikke enige om mange ting, men det er virkelig interessant at høre hans synspunkt, når hele hans perspektiv og baggrund er så anderledes end min egen.

Hos Praia do Forte har de også noget, der hedder Project Tamar, som er en non-profit organisation, der arbejder på at redde havskildpadderne. De har masser af bassiner og plads til skildpadder, der er blevet såret og trænger til at komme sig eller er for permanent beskadiget til at vende tilbage til havet. Det meste skyldes plastikforurening eller andre menneskelige faktorer, men de havde blandt andet også en albinoskildpadde, der ikke kunne opholde sig i solen og havde en særlig beskyttet pool.

De hjælper også skildpaddeungerne med at finde vej til vandet eller vokse op sikkert i deres bassiner, indtil de kan slippes fri. Fordi der er så meget menneskelig aktivitet, kan babyerne blive forvirrede af lyset og gå den forkerte vej og blive udsat for dyr eller andre farer.

Som jeg nævnte i et tidligere indlæg, er jeg begyndt at få en tættere gruppe venner, som jeg bruger mere tid med uden for skolen og fester med, men jeg møder stadig nye mennesker hele tiden.

En af disse veninder er en pige, der ankom i klassen efter mig, efter at have skiftet fra en anden klasse. Hendes navn er Fernanda, og vi blev hurtigt ret tætte, ikke bare fordi vi var de nye piger (faktisk vendte en anden pige tilbage efter at have været et år i USA efter mig), men vi kom rigtig godt ud af det og delte interesser som musik, teater og andre ting. Hun var også venlig nok til at hjælpe mig meget med oversættelse, udtale osv. og hun har vist mig både brasiliansk mad, slik og endda cafeer, kunstgallerier osv.

At være ude med hende for første gang var ret sjovt, da det mindede mig om noget, jeg efterhånden er ret vant til. Efter at have gået lidt vendte hun sig mod mig og spurgte; “hvorfor stirrer alle på os?” hun troede tydeligvis, at der var noget galt. Jeg kunne ikke lade være med at grine og prøve at forklare, at uanset hvor jeg går hen, så stirrer folk eller taler, stiller spørgsmål osv.

I skolen er det lidt mindre, nu hvor jeg ikke er så “ny og spændende” længere, men jeg mærker det stadig. Det kan være små ting som at halvdelen af ​​skolen kender min yndlingschokolade, eller bare rygter, der spredes absurd hurtigt. Ingen af ​​dem er dårlige, så jeg og mine venner er nået til et punkt hvor vi bare gør grin med det. Jeg har endda joket med mine venner om, hvordan de skulle lave en avis, for jeg ville elske at læse om alle de ting, jeg åbenbart laver uden at vide det.

Nogle andre venner, som jeg tilbragte tid med i oktober, var de to andre udvekslingsstudenter, der bor i Salvador – Estelle fra Frankrig og Levke fra Tyskland.

Vi havde talt om at lave noget i lang tid, men endelig passede vores planer sammen. Selvom vi var blevet fortalt tilbage i vores værtslande, at vi ikke skulle bruge for meget tid sammen med de andre udvekslingsstuderende (eller bare at vi i det mindste også skulle bruge tid sammen med brasilianerne, da det er den bedste måde at lære om kultur) er det virkelig rart at have nogen, der oplever det samme på samme tid. Det er rart at have nogen, der relaterer til de ting, man savner ved Europa, eller som også synes, at visse ting er mærkelige i Brasilien. Det er selvfølgelig også rart at få venner fra hele verden og også lære om deres kulturer.

Vi tre havde kun mødt hinanden én gang tilbage i Aracaju med de andre udvekslingsstudenter, men vi havde fulgt hinandens rejser lidt på sociale medier, gennem gruppechatten og i online-portugisisk undervisning.

Estelle er også den, jeg skifter familie med efter nytår. Alle, der rejser med Rotary, vil have 2-4 familier i løbet af året for at lære om kulturen fra forskellige vinkler. Jeg får tre: min nuværende familie, Estelles familie og min tredje familie, som er min nuværende onkel og tante.

Vi tre mødtes i Levkes kvarter (et sikret kvarter, så vi kunne gå rundt alene) og havde en picnic i parken. Vi tog alle to slags mad og en slags drinks med fra Brasilien for at vise de andre, og jeg tror, ​​vi alle endte med at prøve nogle nye ting.

Bagefter gik vi tilbage til Levkes lejlighed, som er den øverste etage, hvilket betød, at vi kunne se solnedgangen over byen og havet fra taget. Hendes mor lavede også jordbærjuice til os, mens vi talte om alt, hvad vi allerede havde lavet, ville lave eller ting, vi kunne lave sammen her.

Selvom jeg har haft meget travlt i oktober og brugt meget tid sammen med venner, lavede jeg også mange ting med min familie. Som altid var der en masse fødselsdagsfester og familiesammenkomster, som jeg virkelig nyder, og efterhånden kan jeg faktisk tale med folk der og er ikke afhængig af min telefon eller familie.

Ved en af ​​de fester – min bedstefars fødselsdag – endte jeg også med at synge den danske fødsesldagssang for dem.

I oktober havde vi også en dag kaldet Dia das Criancas (børnenes dag), og i den anledning lavede symfoniorkestret fra Bahia en særlig koncert med kun musik fra film. Oprindeligt ville min søster tage vores yngre kusine og mig med, men kusinen blev syg, så det var kun min søster og jeg.

Hele bandet var klædt ud som karakterer fra film, og de spillede alt fra James Bond og Star Wars til Disney sange. Da de spillede Jurassic Park temaet, havde de endda en fyr klædt i et dinosaurkostume, som endte med at blive fuldstændig druknet af børnene. Under hele Star Wars temaet havde de også folk klædt ud som karaktererne, der kæmpede med lyssværd og mere.

Alle Disney sange var på portugisisk, så mens alle omkring os sang på portugisisk, sang jeg på dansk/engelsk og min søster på engelsk/portugisisk/tysk. Det må bestemt have været interessant for de mennesker, der stod ved siden af ​​os, men med de tusinde andre mennesker, der sang, tvivler jeg på, at nogen virkelig kunne høre det.

Alt i alt var det en fantastisk aften og absolut et af højdepunkterne indtil videre.