
Fester og Ungdomskultur
Ungdomskultur
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at ligesom mange andre ting er ungdomskulturen og fester lidt anderledes halvvejs rundt om jorden. Hvad jeg dog ikke havde forventet, var hvor mange ligheder der også er. Især i dag, hvor internettet og sociale medier så nemt forbinder os alle.
Der er dog stadig en masse forskelle: både gode og dårlige, selvom det meste blot handler om præference.
Lad mig starte med ungdomskulturen, da det var det, jeg først stødte på. Jeg kendte selvfølgelig lidt til kulturen, før jeg kom fra både Rotary, internettet og min mor, men hvad de voksne ofte glemmer er forskellene mellem generationer og hele subkulturen af unge. Når de f.eks. snakkede om skønhedskulturen hos kvinder her, som omfattede et stort fokus på at få lavet hår og negle, shopping, plastikkirurgi osv. er det noget, jeg kan se hos de ældre generationer, men mens det stadig er der til en vis grad i de yngre generationer, er det meget mindre, end jeg eller andre forventede baseret på stereotyper. Selvfølgelig kan jeg ikke tale på vegne af alle i Brasilien, og det kunne være en biased mening baseret på kun min vennegruppe og omgangskreds, men det er også det genrelle indtryk jeg.
Som jeg nævnte, spiller internettet og sociale medier også en stor rolle i at minimere forskelle og give os alle adgang til nogle af de samme ting, vi nu har til fælles. For eksempel har de brasilianske teenagere en masse brasiliansk musik, men de lytter også til Harry Styles, Ariana Grande eller Nirvana, og selvom det måske er oversat til portugisisk, ser de også Marvel og Netflix.
Mange af teenagerne her er også meget politisk engagerede, og takket være (igen) internettet og god geografi/sociologiundervisning, er det nogle af de samme sociale problemer, vi kæmper for at afskaffe, og nogle af de samme sager/mennesker vi støtter.
Alt i alt er der ligheder nok til, at vi kan relatere til hinanden, men nok forskelle til, at det stadig er interessant, og der har bestemt været et kulturchok undervejs.



Fødsesldagsfester
Fødselsdagsfester her er normalt en ret stor ting. Alle er klædt i fint tøj, og der er ofte buffet med fancy pakket slik og en kæmpe kage. Den type kage jeg kun har set til store fester eller bryllupper. Ofte har de endda DJ’s eller live musik og en flok tjenere, kokke og mixologer.
De største fødselsdagsfester her er når man fylder 15 år, men på grund af pandemien blev mange af de store fester udskudt til nu. Selvom det helt sikkert er større, end jeg er vant til, formår de normalt at holde en hyggelig og imødekommende atmosfære med en masse musik og dans.
Dansen er en hel ting i sig selv. Vi tænker måske, vi danser til danske fester, men det er ingenting sammenlignet med brasilianerne. Det er som om de alle bare er født med rytme i kroppen. Teenagerne kender endda fuldt koreograferede danse fra musikvideoer eller tidligere optrædener fra danseklubben. Selv til familiefester danser alle uanset alder, og det er virkelig en måde at mødes på og få et smil på læben.
Jeg er ikke personligt den bedste danser, og jeg må indrømme, at det var lidt nervepirrende i starten, men efter at være blevet trukket ind i samtlige dansecirkler, har jeg lært bare at have det sjovt med det. Forhåbentlig forbedre mine dansefærdigheder sig efter et år her.













Andre Fester og Churrascos
De har selvfølgelig også “normale” fester her, og selvom de minder mere om, hvad jeg ved, er der stadig mange forskelle.
Først og fremmest er der sikkerheden. Fordi byen her ikke ligefrem er sikker om natten (eller når som helst virkelig), afholdes alle fester i festsale med sikkerhed for at komme ind, strenge regler om ikke at forlade festen, alle bliver hentet af forældrene etc. Selvom det giver mening for dette sted, er det lidt underligt, og jeg kan ikke lade være med at have lidt ondt af alle forældre, der kører deres børn rundt midt om natten, når jeg er så vant til, at vi kan transportere os selv i Danmark.
Alkoholen er også en stor ting. Selvom jeg ikke må drikke på grund af Rotarys regler, er jeg overrasket over, hvor lidt brasilianerne også drikker. Det er selvfølgelig også ulovligt at drikke under 18 år her, men det har ikke stoppet teenagere i andre dele af verden.
I over et år har jeg heller ikke drukket i Danmark, og selvom jeg aldrig har oplevet direkte gruppepres, er der bare en meget stærk drukkultur, og det kan nogle gange være svært at føle sig som en del af gruppen uden en stor indsats, hvis du ikke drikker. Her er det helt anderledes: der er meget mindre alkohol (ikke engang til hver fest) og bare generelt mindre fokus på det. Folk har selv været meget respektfulde over for, at jeg ikke drikker (det hjælper måske også, at jeg ser meget fuld ud, når jeg prøver at danse).
Vi har også en masse poolfester og Churrascos; som er lidt som en blanding mellem grill og sammenskudsgilde, hvor alle medbringer noget til dessert/drinks/tilbehør og værterne tilbereder kødet. Her har de også traditionen med “amigos secretos”, hvor alle trækker et tilfældigt navn og køber chokolade og skriver et kort til denne person. Ved festen skiftes alle så til at give hints om deres person, indtil resten kan gætte, hvem det er. Det er en rigtig sød tradition, som jeg har prøvet med både venner, i skolen, med familie og endda til en Rotary churrasco.
Alt i alt er fester og sociale sammenkomster anderledes her, men bestemt ikke værre. Uanset om det er til fester eller bare at gå i indkøbscenteret for at få is og shoppe, hygger jeg mig med mine venner og familie, og jeg ved allerede nu, at det bliver rigtig svært at sige farvel.







Leave a comment