Omkring en måned eller to efter jeg ankom, spurgte min værtssøster min familie og mig, om vi ville være interesseret i at have en anden udvekslingsstudent boende hos os i en måned. Selvfølgelig sagde jeg ja; jo flere jo bedre ik? og den 29. oktober ankom hun.

Hun hed Janice og var en 24-årig medicinstuderende fra Tyskland. Til vores glæde talte hun allerede ret godt portugisisk efter at have haft et udvekslingsår i Portugal et par år tidligere, og hun blev hurtigt en del af familien. Pludselig havde jeg to ældre søstre, og huset var fyldt med tre nationaliteter og fire sprog.

Vi kom rigtig godt ud af det, og hende, min søster og jeg tog ofte på café eller i shoppingcenteret sammen. Min mor tog os også med på byture i bilen, hvor jeg prøvede Acaraje (en typisk brasiliansk mad), og Janice og Jeg gik ture sammen til stranden for at se solnedgangen og spise Acai (en type is lavet af bær fra Amazonia).

Det var sjovt at have en anden, der kunne relatere til alle de ting, jeg fandt mærkeligt ved Brasilien, som den rene forvirring fra os begge, da vi fik at vide, at busserne her slet ikke har tidsplaner, eller hvordan fodboldkampe nærmest er nationale helligdage.

I begyndelsen af november inviterede familien til den canadiske udvekslingsstudent, der bor lige uden for Salvador, de tre udvekslingsstudenter fra Salvador til deres sommerhus. Mens vi tre fra Salvador laver ting sammen regelmæssigt, var det første gang, vi så Chelsea, den canadiske studerende, siden vores velkomstweekend.

Mig og min familie kørte til vores eget sommerhus fredag aften, og så kørte de mig til det andet hus sammen med de andre lørdag morgen. Det var også første gang, jeg mødte familien til Estelle, den franske studerende, som jeg skal bo hos efter nytår, og min familie mødte Estelle, som skal bo hos dem. De virker super søde og taler endda lidt engelsk.

Så havde vi fire (og Chelseas bror) hele dagen til at gøre, hvad vi ville i den solrige brasilianske sommer. Da det var et sikret område, kunne vi endda gå ture og til stranden alene, hvilket vi bestemt brugte til vores fulde fordel. Vi brugte hele dagen ved stranden og poolen, hvor vi spiste acaraje og kokosnødder. Da vi taler portugisisk på forskellige niveauer, blev jeg og Levke, den tyske udvekslingsstudent, udpeget til oversættere, hver gang vi skulle købe noget, og mens det tog lidt tid og forvirring, lykkedes det os at få alt og kommunikere ret okay med alle.

Efter at have set solnedgangen med familierne på stranden, tilbragte vi natten med at spille spil, vise hinanden musik og danse fra vores lande og bare snakke til klokken to om morgenen.

Dagen efter gentog vi succesen, indtil vi blev hentet om eftermiddagen. På en eller anden måde lykkedes det mig på magisk vis at komme igennem begge dage uden at blive solskoldet!

Min familie og jeg skulle oprindeligt blive i vores eget sommerhus et par dage, men vejret havde andre planer. Jeg troede aldrig, så mange af vores planer i Brasilien ville blive ødelagt af dårligt vejr, men når det regner her, regner det virkelig, hvilket det ser ud til at gøre, hver gang jeg og min søster vil på stranden sammen.

Så i stedet tog vi hjem tidligt mandag morgen, men min søster, Janice og jeg udnyttede den sidste aften fuldt ud ved at tage Praia Do Forte i nærheden. Her var det allerede fuldt pyntet med julelys. Jeg elsker virkelig det sted, og min søster kendte en perfekt lille cafe med crepes og kager.

I slutningen af november fik jeg også den fantastiske mulighed for at være en del af samtalerne for de kommende udvekslingsstuderende fra vores distrikt her i Brasilien. I alle lande bliver udvekslingsstudenterne interviewet af rotarymedlemmer som en del af ansøgningsprocessen, men her i Brasilien hjælper Rotex-medlemmerne også til, og de inviterede de tre udvekslingsstuderende her i Salvador til at komme med.

Vi blev delt op i to grupper; de to andre med Rotex og mig med Rotarianerne. Min opgave var primært at lave den engelske del af interviewet og vurdere deres niveau, da ikke alle rotarianerne talte særlig godt engelsk. Det var super sjovt og hyggeligt at møde alle de kommende studerende, og selvom de primært ville til Canada og Tyskland, håber jeg, at nogle af dem kommer til Danmark engang.

Bagefter tog Levke og Estelle med tilbage til mig og vi brugte eftermiddagen på at gå rundt i en smuk del af byen langs stranden, hvor vi spiste Acai, købte halskæder og pins til vores blazere og så endda en optræden fra et street trommeband.

Skolen her slutter i midten/slutningen af november, så november var fyldt med en masse oplæg fra alle teater-, musik- og danseklubber samt sportskonkurrencer. De andre elever havde også mange tests, men fordi jeg ikke skal lave testene, havde jeg en masse fritid til at snakke med mine venner og lærerne eller bare slappe af.

Det så også ud til at være nået dertil på året, hvor lærerne bare gav op og viste film, lavede kahoots eller lod klassen slappe af og snakke. Der var også mange inspirerende foredrag om stressen fra alle prøverne det tredje næste år, da vi skifter næsten alle lærere.

Den sidste skoledag var udelukkende til at slappe af og sige farvel til lærere og venner. De har tradition for at medbringe en af deres uniformsskjorter og lade alle skrive deres autograf på den. Det var super sødt, men det kunne jeg selvfølgelig ikke, da jeg låner min uniform af min værtssøster. I stedet fik jeg alle til at skrive små noter i min notesbog, som jeg klippede ud og lagde i en kuvert til at klippe fast på min Rotary blazer. Jeg ved stadig ikke, om jeg kommer til at gå i samme klasse næste år eller skifter, så det var rart at sikre, at jeg havde noget at huske dem alle ved.

Og før jeg vidste af det, nærmede november sig sin afslutning. Det er utroligt så hurtigt tiden går her. Det føles som om jeg lige ankom i går, og alligevel føles det også som om jeg har kendt min familie og venner i meget mere end 3 måneder.

Skolen var slut og en lang sommerferie, indtil starten af februar, ventede forude. Mig og mine venner havde en masse planer om at tage til stranden, i biografen og en masse fester, nu hvor vi ikke behøvede at vågne kl. 5 hver dag. Også julen ventede lige rundt om hjørnet, og dekorationer begyndte at dukke op overalt.

Desværre betød slutningen af november også, at vi måtte sige farvel til Janice. Efter at have tilbragt fire uger hos os var hun blevet en del af familien, og vi var alle kede af at se hende gå. Men inden hun gik, dedikerede vi to hendes sidste dag til at bage julesmåkager, lytte til julemusik og komme i julestemning.

Opskriften var en, min mormor sendte til min mor, da hun var i Brasilien, som min mor nu sendte til mig, og de var bestemt populære her. En portion, der normalt varer flere uger i Danmark, varede omkring 24 timer her, men det var en perfekt afslutning på vores tid med Janice, inden hun rejste videre til Argentina, og en god start på min jul i Brasilien.